Velkommen til Græsted
Kære nye beboer i Græsted
Velkommen til vores by, vi glæder os over, at du har valgt at slå rødder her hos os. Græsted er en by i forandring, med både historie og fremtid i spil og vi håber, du hurtigt vil opleve den nærhed og det fællesskab, som mange her sætter stor pris på.
Græsted ligger midt i noget af det smukkeste natur i Nordsjælland. Tæt på bymidten finder du skove, marker og stier, som er en del af Nationalparken Kongernes Nordsjælland, og Søborg Sø som et af regionens største naturområder. Det er en udvikling, der ikke kun giver mere natur, men også binder byen sammen med landskabet på nye måder og åbner for rekreative muligheder lige uden for døren.
Her i Græsted findes gode institutioner og skoler, et aktivt foreningsliv og mange lokale ildsjæle, der engagerer sig i at skabe trygge rammer for både børn, unge, voksne og ældre. Om du er til spejderliv, fodbold, musik, kunst eller lokalhistorie, er der sikkert noget for dig, og har du selv en idé, er der plads til at bringe den i spil.
Græsted Borgerforening arbejder for at styrke fællesskabet og byens udvikling. Vi tror på, at en levende by skabes af mennesker, der har lyst til at være med, i små og store fællesskaber, på tværs af alder og baggrund. Du behøver ikke kende nogen på forhånd, bare kom som du er.
Du er altid velkommen til at tage kontakt til os, hvis du har spørgsmål, gerne vil vide mere om byens foreninger og aktiviteter, eller bare har brug for et overblik. Vi hjælper gerne med at finde vej – både praktisk og socialt.
Græsted er ikke bare et sted at bo ,det er et sted at høre til.
Vi glæder os til at lære dig at kende!
Med venlig hilsen